Fænomenologisk sociologi

Fenomenologisk sociologi er en slagsfortolkende sociologi, som går ind for karakteriserer samfundet som et fænomen, der er blevet skabt, og er konstant genskabes i en ånd af interagerende individer. Den fænomenologiske filosofi blev grundlagt af Edmund Husserl. Fortsat udvikling af radikale koncepter, han ønskede at skabe en filosofi, der ville have appelleret til kilden til vores erfaring og viden. Han troede, at videnskabelig viden i stigende grad bevæger sig væk fra virkeligheden, og at fænomenologien kan genoprette en sådan forbindelse. Efter 50 år med Husserls argument det har været anvendt af flere andre sociologer og sigter mod afskaffelse af det etablerede sociale teori, især mod strukturfunktionalisme, der blev betragtet som afskåret fra det sociale liv og erfaring.

Den fænomenologiske videnskabsfilosofi blev studeret ogen anden berømt person - Alfred Schütz, som var en discipel af Edmund Husserl. At være påvirket af symbolsk interaktion og ideerne fra den amerikanske pragmatiske teori forsøgte A. Schutz at kombinere disse to retninger med fænomenologisk forståelse, der afspejles i sit hovedværk - "Fænomenologien i den sociale verden". En anden væsentlig fænomenologisk social undersøgelse er T. Lukman og P. Berger's arbejde "Social konstruktion af virkeligheden". Begyndelsen af ​​deres arbejde er en fænomenologisk analyse af dagligdags viden, som næsten altid er forbundet med at skrive. I det væsentlige er viden altid rettet mod at løse nogle praktiske problemer. Endvidere hævder Lukman og Berger, at praktisk viden er produceret af personer, der er ramt af hele den viden, der produceres af andre mennesker.

Fremkomsten af ​​fænomenologisk sociologi ilitterære kilder er ofte forbundet med konfrontationen af ​​positivisme, naturalisme, strukturelle funktionalisme med empirisme. I et vist omfang er det sandt. Og for at fænomenologisk sociologi skulle fremstå, var der dog andre vigtige grunde, hvoraf nogle var i logik for udviklingen af ​​hele samfundsvidenskaben. En af hovedårsagerne er behovet for at studere den sociale verden som hverdagen, den såkaldte hverdagens verden. Her er der en person, der ved, hvordan man føler, oplever og stræber efter at opnå noget. Som følge heraf blev den sociale verden, som er genstand for sociologisk forskning, blevet til en verden af ​​subjektiv erfaring, med andre ord en fænomenal verden. Nu er den sociale verden en vital verden af ​​mennesker, hvis handlinger har en subjektiv betydning og helt afhænger af de genstande der påvirker dem. Her skal en sådan vital verden også studeres af fænomenologisk sociologi.

Moderne fænomenologi i sociologi, og iisær dets tilhængere, styres af, at den omgivende (eksterne) verden af ​​mennesker er resultatet af deres skabelse af bevidsthed. Uden at nægte eksistensen af ​​en objektiv verden, mener sociologer, at det kun bliver vigtigt for mennesker, når de opfatter det som ægte, og også når det vender sig fra et objektivt eksternt menneske til en intern subjektiv. I dette tilfælde opfatter individer ikke så meget verden selv som dens fænomener, dvs. fænomener. Fenomenologisk sociologi har i denne sag en hovedopgave - at finde ud af, forstå og forstå, hvordan mennesker organiserer (struktureres) fænomenerne i den opfattede verden i deres sind, og så legemliggør deres viden om verden i hverdagen. For at gøre det mere hensigtsmæssigt at løse et sådant problem sammen med fænomenologisk sociologi anvendes videnens sociologi. Fænomenologisk sociologi er således ikke så interesseret i den objektive verden af ​​sociale processer og fænomener, som i hvordan verden og mange strukturer opfattes af almindelige mennesker i deres dagligdag. Derfor kan vi med sikkerhed sige, at tilhængerne af denne retning sætter sig følgende mål: at forstå og forstå verden i dets åndelige væsen.